AKU-center Højagergaard
26. marts 2026

FORÅRSMARKED PÅ HØJAGERGAARD 25.-26. APRIL

Kom til Højagergaards forårsmarked 25. – 26. april kl. 10-15, hvor vores gartneri som altid bugner af sommerblomster og stauder, vores kreative værksted frister med keramik og kunsthåndværk og snedkeriet og landbruget står klar med trækasser, insektbo, kranse af pil og bark og meget mere.

Du kan også gøre et kup i Genbrugsgården og stille sulten og tørsten i Spisehuset, der sælger varme retter, grillpølser, kager og drikkevarer – og marmelader og syltevarer til at tage med hjem.

Til børnene har stu-eleverne arrangeret en skattejagt og sælger kunsthåndværk fra undervisningen, fiskeunger og vandrende pinde. Og man kan lægge vejen forbi vores dyrefolde og hilse på grisene og gederne.

Lørdag 25. april holder vi desuden åbent hus på værkstederne, hvor man kan få en rundvisning og se vores medarbejdere i beskyttet beskæftigelse i fuld aktion.

Husk i øvrigt at alle værksteder holder åbent i vores almindelige åbningstid hele ugen – og at gartneriet har ekstraordinært åbent helt til kl. 18 fredag 24. april.

Vi glæder os til at se jer!