Praktik og arbejdsliv
Det bedste sted at lære om arbejdslivet er ude på arbejdspladserne. Det er der, den unge kan lære, hvordan det er at gå på arbejde og være en god kollega. Der er mulighed for at dygtiggøre sig i specifikke arbejdsopgaver og få inspiration til, hvilken vej det giver mening at gå efter STU ift. uddannelse eller job. Praktik er derfor en fast del af STU´en i alle tre år og styrker den unge både fagligt, socialt og personligt.
Vi har mange gode samarbejder med virksomheder inden for forskellige brancher i Frederikssund og omegn, der gerne vil byde vores elever indenfor og være med til at lære dem om arbejdslivet.
Praktik på vores værksteder
For mange elever kan det dog være en stor udfordring at komme ud i en virksomhed. Her er vores værksteder en rigtig god metode til, at det kan foregå gradvist. Elever, der har behov for en langsom tilvænning til arbejdslivet – eller til at få inspiration til et fremtidigt job - kan starte på vores værksteder i trygge rammer med kendt faglært og pædagogisk personale, indtil vedkommende er klar til en virksomhedspraktik. Vi har ni værksteder:
- Landbrug
- Gartneri
- Snedkeri
- Maskinværksted
- Montage
- Køkken/kantine
- Kreativt værksted
- Genbrugsbutik
- Campus Kantiner - i Frederikssund
- Dyrehold - på vej
Praktikker igennem alle tre uddannelsesår
Eleverne vælger typisk at bruge det første år på at komme rundt på flere værksteder for at afprøve, hvor interesse og evner er størst. På andet år har eleverne ofte udset sig et enkelt eller to værksteder, som de ønsker at fokusere på. På tredje år vælger en del at komme i praktik i virksomheder i nærområdet, typisk ud fra de interesser, der er blevet skabt igennem de første to år.
Vi sørger for at skabe sammenhæng mellem den praktiske læring i praktikkerne og undervisningen, og at der er en passende balance i de to læringsformer. Nogle gange vil eleven være mest i praktik, andre gange have mest undervisning, og praktikkerne kan både være korte eller lange. Det tilpasser vi, så det passer til den enkelte elev.