For fagfolk
Vi samarbejder med mange forskellige kommuner om stu og er optaget af at understøtte de kommunale fagfolks arbejde bedst muligt. Derfor er vi i tæt dialog med UU-vejledningen i alle faser af den unges uddannelse – ved valg af stu-tilbud, ved uddannelsesstart, løbende under uddannelsen og i overgangen fra stu til den videre vej i uddannelsessystemet eller på arbejdsmarkedet eller evt. til anden indsats eller afklaring.
Herudover arbejder vi professionelt med mål og delmål med afsæt i uddannelsesplanen under hele uddannelsen og dokumenterer løbende elevens målopfyldelse og går i dialog med UU-vejlederen, hvis der er behov for justeringer – udover de jævnlige samarbejds- og statusmøder, vi holder for at sikre det gode samarbejde.
Undervejs i elevens uddannelse har vi et stærkt fokus på at afklare den enkeltes funktionsevne, så vi i den afsluttende rapportering kan give vores bedste anbefalinger til elevens videre vej – og så denne kan bruges i den evt. videre afklaring af den unge.
Vi er både optaget af at skabe så meget læring og udvikling for den enkelte som muligt, men også at skabe de bedste rammer for elevens liv efter endt stu.